Meidogger:Rmir2/sandkasse1: ferskil tusken ferzjes

Vandkraften fik hurtigt økonomisk betydning. I forbindelse med adelens fremvækst i 1100-tallet og denne stands stadigt voksende jordbesiddelser blev det en stor indkomstkilde for herremændene at besidde vandkraften og tvinge bønderne til at male sit korn på udvalgte steder. Også kirken og kongemagten havde egne interesser i møllepligt. Udnyttelsen af naturens kræfter blev i [[middelalder]]en nærmest en samfundspligt, og den blev reguleret i landskabslovene.<ref name=Leb/> Om [[Valdemar 4. Atterdag|Valdemar Atterdag]] (1340-75) ønskedesiges det, at han i 1356 lod nedsætte en slags landbrugskommission på 12 herremænd, abbeder og væbnere med bisp Henrik Gertsen af Roskilde som formand, for at tage sig af de møller, som kongen kort forinden havde ladet bygge<ref>Erik Arup, jvf. Böcher, s. 88</ref>, og i 1357, at han "hørte ikke op med at bygge møller" "thi han villle ikke tillade, at åernevandene skulleløb løbeud i strandenhavet uden, førstat de forinden havde tjent samfundet til nytte". "Og derfor stemmede han vandet på mange steder, og han lod med store udgifter lave stemmeværker for vandet, for at haveikke gjortmølledammene under voldsomt uvejr eller tøbrud skulle ødelægges ved, at vandet brød ud og ødelagde grave og dæmninger, som på dansk kaldes landegavn"damme". Vandets vælde var dog på nogle steder stærkest".<ref>Böcher, s. 88</ref>